my story

Skriv en præsentation af dig selv. Måske har du en baggrund som andre kan identificere sig med?

my story

Indlægaf cayman » 26 mar 2011 10:22

Hej. Jeg er en 28 årig mand, single, bosiddende i Vestsjælland og uddannet ingeniør. For ca. 5 år siden fandt jeg ud af, at jeg lider af social fobi.
Havde dog langt tidligere (i gymnasietiden) en mistanke om, at det faktum, at jeg helst undgår mennesker, skyldes andet end ganske almindelig generthed, men turde ikke indrømme det over for mig selv - og slet ikke lægen. Men det gik op for mig langt om længe, at jeg kan ikke tackle det her alene, at jeg har brug for professionel hjælp. Og det er dér jeg er nu. Den eneste i min familie der kender til min sygdom er min mor. Jeg har altid følt, at min angst hæmmede mig utrolig meget. I skolen sagde jeg ikke noget i timerne. Når jeg engang imellem pressede mig selv til det, følte jeg en overdreven anspændthed, hjertebanken, rysten og sved. Det lærte mig hurtigt at undgå sådanne situationer. Af samme grund deltog jeg ikke i fester og andre arrangementer, og fremstod hurtig som "den kedelige". Pauserne tilbragte jeg på toilettet eller udenfor. Men da der ikke var nogen vej udenom eksamener og fremlæggelser, begyndte jeg at indtage alkohol ved sådanne lejligheder. Det gjorde at jeg kunne slappe meget mere af, og kunne være den person, som jeg inderst inde ønsker at være. Det gjorde også, at mine karakterer blev betydeligt forbedret. Men havde det til gengæld MEGET skidt med at leve et dobbeltliv.
Men jo flere succesoplevelser jeg havde med alkohol, jo mindre følte jeg, at jeg kunne undvære den - selv den den idag.
Min barndom? Jeg voksede op i en arbejderklasse familie med 2 lillesøster og en storesøster. Min far var slagteriarbejder og typen med en meget kort lunte, og det skete nogen gange, at jeg fik et par flade, især når jeg kom op at skændes med min søster. Han havde store forventninger til mig i form af en akademisk uddannelse. Da han til forældresamtalerne fandt ud af, at hans lille søn ikke klarede sig så godt i alle fagene, truede han mig med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke forbedrede mine karakterer inden næste møde. Jeg begyndte derfor at lyve, når han spurgte mig, hvornår den næste samtale var: "forældresamtalerne er afskaffet", sagde jeg. Jeg begyndte istedet at komme til samtalerne alene, og jeg er ret sikker på, at mine lærere vidste hvorfor. Jeg synes jeg har kæmpet meget hårdt for at få en uddannelse, og jeg er bange for, at min sygdom skal spolere det hele for mig, men håber at medicinen samt konsultationerne med min psykiater gør sit. Det er mit eneste håb.
cayman
 
Indlæg: 14
Tilmeldt: 25 mar 2011 17:36

Tilbage til Præsentation

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst