Min historie

Her kan du skrive om det at være ung og have angst
Besvar
HenrikVT
Indlæg: 1
Tilmeldt: 14 okt 2018 05:02

Min historie

Indlæg af HenrikVT » 14 okt 2018 06:38

Hej, først og fremmest vil jeg på forhånd undskylde mit dårlige "danske" og min mangel på ordenlig grammatik.
Jeg har ikke haft et så nemt skoleforløb.

Men, jeg skriver dette opslag da jeg længe har brændt inde med dette "problem" og gerne vil dele min situation med andre der har ligne problemer.

Jeg hedder Henrik og er pt 22 år, født i 1996 den 13 februar.
Jeg er diagnostiseret med Socialangst - Mindre panik angst. - ADHD - Asperger - Mindre OCD - Mindre klaustrofobi -Tendens til deppression (periode) - Svag talblindhed - og nemt ved at blive stresset.

Jeg er opvokset i en familie på 6, 2 forældre og 4 brødre. Jeg er den yngste, vi brødre har alle ligne diagnoser som vi højst sandsynligt har arvet efter vores mor da hun også har en del baggage.

Vores familie bånd har været enormt stærke bortset fra den ældste af os brødre, han har altid ment at det var noget pjat og han aldeles ikke fejlede noget (hvilket han bestemt gjorde)

men ihvertfald så blev jeg i started udredt som ADHD'er er 2 forskellige ekspert inde for neurologi. Jeg var en meget energisk og ukoncentreret knægt i mine "unge" dage i folkeskolen og var tit i "slagsmål" med de andre elever da mit temperament var ret voldsomt. Hvilket jeg tit blev mobbet med.
jeg skiftede skole ved omkring 5 klasse til en skole der hed Egebæksskolen (den er så lukket nu) Som var en special skole, mit ophold på denne skole var noget af det værste jeg nogensinde har oplevet, min asperger begyndte at blomstre på dette tidspunkt. Men ihvertfald blev jeg sammensat med elever af alle typer og klasse niveuer. Jeg var selv femte-klasser og nogen af de andre elever i klassen var helt op til 9 klasse elever.
Vi havde alle typer i klasse, der var junkier, voldskriminelle, Adhd'ere, Autister, Psykopater, Og mange flere. Det var det rene helvede. Fik intet ud af mit ophold på denne skole, den gjorde faktisk mine "diagnoser" værre, og gav permanentet skader på psyken. Samt at jeg mistede omkring 2 skole år hvor jeg ikke lærte noget som helst brugbart.

Jeg fik til sidst en del fravær da mine forældre ikke ville udsætte mig for den skole, jeg blev så rykket til en anden specialklasse på sjælsøskolen i birkerød hvor jeg der var i 7 klasse. Det var et meget bedre sted, en lille klasse med super gode lærere (hader det ord) Jeg fik indhentet en smule af det jeg mistede på Egebækskolen, og fik enda en 9 klasses eksamen i både dansk diktat og mundlig engelsk. Jeg gik i klassen i ca. 3 år og havde på dette tidspunkt ikke fået diagnostiseret min Asperger. Vi mine forældre og jeg vidste ikke rigtigt at jeg havde Asperger. Jeg havde så aftalt med min UU-vejleder at jeg skulle starte på uddannelsen Web-integrator på KTS.
så efter sommerferien startede jeg på KTS og fandt rimelig hurtigt ud af at jeg havde socialangst og en del andet, da jeg knap nok kunne komme af sted om morgenen. Min Asperger var virkelig begyndt at vise sig, og ifølge min læge forstærkede min Asperger min social angst. (altså dårligt) Jeg pressede migselv til det yderste og gik ned med stress og fik en depression. havde enormt meget fravær og blev nød til at tage eksamen om. Jeg bestod efter ca. 3-5 måneder efter lige med nød og næppe. Og skulle derefter starte på anden del af uddannelsen, som ligger i roskilde. eller RTS.

Jeg fik knap nok klaret 3 måneder så var den gal igen. Stress og depression. Var "tvunget" til at stoppe helt på uddannelsen da jeg ikke var i stand til at klare den.

Jeg gik så hjemme i langtid og prøvede nogen forskellige anti-depressiv piller. Ingen hjalp, tværtimod. Da jeg stoppede på pillerne fik jeg det faktisk "bedre". Jeg tror jeg var sygemeldt i omkring 3-4 måneder før jeg så blev sendt til "Rådgivning for unge" Hvor jeg spildte næsten 1½ år. Snakkede med en psykolog der ingen forstand havde på hverken angst, asperger eller ADHD. Så kom ingen vegne, sad bare og spillede kort med andre der heller ikke kom nogen vegne. Jeg gik så sammen med mine forældre op og søgte om plads på en STU. (Særlig tilrettelagt uddannelse) Jeg startede efter 2-3 måneders sagsbehandling på STU'en Hjuldamperen i Lyngby-Taarbæk. Hvor jeg blev lovet en hel masse ting. Såsom at jeg ville blive hentet HVER DAG indtil jeg selv var klar og kørt hjem. Det hold de så op med efter en uge. Uden at spørge om jeg var klar, jeg fik så "aftalt" at jeg havde fri om onsdagen da jeg alligevel havde en fraværsdag om ugen pga. min socialangst. For slet ikke at tale om at jeg kom forsent nærmest hver dag da jeg havde meget svært ved at tage det offentlige.

Jeg havde et "godt" første år på STU'en hvor jeg havde en del succes oplevelser, jeg fik blandt andet speedbåds certifikat og kædesavs certifikat. Og der kom en dame som var ekspert i særlig sensitive på besøg og testede os elever, der fandt jeg så ud af at jeg var MEGET særlig sensitiv.

Efter jeg startede igen på skolen efter sommerferien på andet år, var det ligesom om at skolen ikke var den samme. Der var kommet nye lære og nye "fag". Og alt det gode der hjalp fra første år var lavet om til noget elendigt. Istedet for at vi elever blev undervist og behandlet individuelt blev vi nu behandlet i grupper. Hvilket IKKE kan lade sig gøre nå man blander folk med forskellige diagnoser. Jeg var i den afdeling de kaldte "værkstedet" Som var min "yndlings" klasse. Desværre var det bare sådan at skolen var på vej nedaf. Med høj fart, Da de var begyndt at hive flere elever ind end hvad skolen kunne håndtere. Der kom elever som burde være i uddannelse men bare var blevet sparket herud. Det var elever der ikke gad og lave noget som ikke havde diagnoser. Det var ligesom om at kommunerne bare dumpede alt hvad de kunne ud på STU'erne. Klasserne var overfyldte og flere af de lære der havde arbejdet der siden skolen opstartede gik ned med stress. Så jeg fik en ny lære i min afdeling ca. hver tredje måned. Det skal lige siges at det er enormt vigtigt at have tillid til sin lære og skole og åbne sig op, men det sku næsten umuligt når man få en ny lære hver trejde måned, nogen gange kortere. Anyhow, skolen gik fuldstændigt i stykker, der var ikke styr på noget som helst der blev ikke hold elevmøder som der ellers blev lovet skulle være hver anden uge. Det blev så til 1 gang om måneden og til sidst aldrig. Vi fik så nye lokaler der lå rigtig langt væk fra selv skolen. Og de forventede derefter at man skulle møde op på hovedskolen, og være der i ca. 30 min og derefter tage op i de nye lokaler PÅ EGEN REGNING. det blev ret så dyrt. Anyway, så valgt jeg at bevidst komme forsent de dage hvor jeg vidste jeg skulle være i de nye lokaler så jeg bare kunne møde deroppe. Skal lige siges at jeg var begyndt at have rigtig meget fravær. Da jeg ingen tillid havde til skolen og at jeg ingen hjælp fik. Der skete så noget der gjorde det ENDNU værre, Der kom 3 nye elever, en kleptoman som stjal fra os elever. Og 2 MEGET hårdt ramte udviklingshæmmede. Så meget at de skulle have en lære på næsten hele tiden. Og problemet var så bare at der normalt kun var 1 lære til stede. Så nu var der ENDNU mindre tid til os andre elever.

Jeg snakkede med min ven fra skolen som også syntes skolen var blevet til noget møg, Han holdte et møde med lederen og med-ejeren hvori han beskrev vores alles problemer og at vi var mange der syntes det var for galt at vi aldrig blev hørt eller hjulpet. De fejede ham bare til siden og sagde til os andre at de ikke behøves at holde os i hånden og så var den sag ikke længere.

Jeg blev indkaldt til et møde omkring mit fravær, Hvori jeg fik AL skylden, og de mente det var min kæreste's skyld. Så de forbød mig nærmest at se min kæreste i hverdagen. (skal lige siges at uden min kæreste havde jeg slet ikke kommet i skole da hun holdt mig ude af en depression) Jeg mødte min kæreste på STU'en. Hvor vi fandt sammen, takket være hende kom jeg meget oftere i skole da jeg havde hende at følges med og jeg glædede mig til at se hende. Jeg blev kærester med hende kort tid efter sommerferien hvor skolen begyndte at kollapse. Det forbandt det så med at det var fordi jeg så hende. Skolen svigtede både mig og min kæreste, de lovede gul og grønne skove og da jeg skulle til at flytte sammen med min kæreste lovede de at ville hjælpe med papirer og kontakt til diverse steder, vi fik INGEN hjælp og var rimelig pressede da vi selv skulle klare det hele. (skal lige nævne at en af hovedpunkterne på STU'en er faktisk at få hjælp til at flytte hjemmefra)

Men ihvertfald fralagde de sig alt ansvar og gav vores forhold skylden. De valgte også at "lyve" til mine forældre og fordreje sandheden så skolen lød perfekt. Jeg blev kort tid efter hevet til et møde om at nu skulle jeg starte i noget praktik. Problemet var så bare at de ikke vidste en dyt om mig eller hvad jeg faktisk ville. Da de aldrig rigtig havde snakket med mig og udskiftet alle lære op til flere gange.
jeg var desuden også deprimeret igen men det var de ligeglade med. (skolen altså)

Jeg blev så hevet ind på kontoret som er et meget lille lokale, meget snævert. Jeg blev så sat i midten, hvor den ene leder blokerede døren og den anden sad på min anden side, så jeg var omringet og ikke kunne "flygte" Jeg fik enormt meget panik angst og klaustrofobi (skal så siges efter erfaring er jeg blevet god til at gemme det) men ihvertfald begyndte de at sige at jeg skulle starte i praktik og at de havde nogen ideer. De forslog en "restaurant" og jeg svarede bare ja til alt de sagde da jeg bare gerne ville ud.

Jeg nævnte dog til mødet at jeg gerne ville have en praktik plads et stille og "åbent" sted. Og ikke for travlt.
Efter mødet kørte mig og den ene leder så ud for at besøge det sted som de mente jeg skulle starte. Det var så ingen af de ting som de sagde, det mindede lidt om en bodega, bare ekstrem lille og meget klaustrofobisk, også var den ret så travl og meget indelukket og mørk. Med andre ord det modsatte af hvad jeg kunne klare, jeg fik ikke meget at skulle sige, da lederen bare gik ind og bedte mig om at vente udenfor hvorefter det eneste jeg skulle var at sige hej til ejeren af "restauranten". Jeg sagde ikke et ord og var bare ked af det hele vejen tilbage til skolen. Lederen undrede sig ikke over det. Jeg fik så at vide at jeg første dag på praktik pladsen skulle mødes med stu lederen på den nærmeste tog station også ville han lige følge mig derover første dag. Han valgte så at aflyse og bedte mig om at tage derop alene. Jeg fik enormt meget angst og valgte at sygemelde mig (det var en fredag) Jeg ventede så på var da jeg skulle starte op igen mandag måske og hørte ingenting fra STU'en. Blev hjemme uden at høre noget som helst fra dem. Fik først en SMS torsdagen i ugen efter, Hvori han skrev at han havde aflyst min praktik allerede den fredag hvor jeg ventede på svar, han havde så bare ikke fortalt mig det. Jeg valgte der at sætte en stopper for mit skole forløb da jeg ikke fik noget ud af at forsætte.

Jeg skrev til min sagsbehandler i jobcentret at jeg gerne ville starte i ressourceforløb for at finde ud af hvor meget jeg egentlig kunne. Jeg fik så en besked fra min UU-vejleder at hun havde en "bedre" idét. Jeg skulle bare gøre det igennem en STU! så ville det gå meget bedre og hurtigere. Da de kunne give en bedre beskrivelse af mig. Jeg var lidt skeptisk men hun sagde at jeg kunne starte på den STU der lå i nærheden af hvor jeg boede så jeg slap for offentlig transport, hun lovede også at jeg ikke skulle gå på STU'en men KUN være i praktik så de kunne finde ud af hvor mange timer jeg kunne klare. Så jeg takkede ja da det lød en del bedre end hvad et ressource forløb normalt er.

Jeg fik også søgt om en bostøtte. Og fik det bevilliget. Hun har været med til alle vigtige møder jeg har haft heldigvis. Fordi det kommer nok ikke som en overraskelse men den nye STU jeg startede på havde nøjagtig samme problemer som min gamle jeg forlod pga. de problemer. Men ignorede det da jeg jo "kun" skulle i praktik, jeg fik så snakket med STU'en og de fik sat mig igang med en praktik plads i den lokale netto. Hvor jeg startede stille ud. arbejde der i ca. 4 måneder. Hvorefter min STU begyndte at rykke rigtig meget på mig. Blandt andet at jeg skulle voldsomt op i timer. Jeg var på daværende tidspunkt på 10 timer i netto om ugen (Jeg skulle op på 12) men STU'en mente at jeg skulle starte på skolen ved siden af. Da jeg skulle op på 21 timer fra den ene uge til den anden. Jeg prøvede at forsinke det så meget jeg kunne og min bostøtte hjalp mig men de blev ved, til sidst gik det galt psykisk. Gik ned med stress og angst så jeg stoppede bare helt. Kunne hverken overskue netto eller STU. (skal også lige nævnes at jeg blev stalked af en medarbejder i netto. Det hjalp heller ikke på min angst, hun var meget grænseoverskridende, ville altid kramme, Og ragede lystigt på en. Hun fulgte efter mig i privat, og opsøgte mig privat, hun valgte at lure ind af mine vinduer til vinter, og kontaktede mig telefonisk ofte da hun havde rodet i min "praktikkontrakt" i netto og derfra indhentet private oplysninger)

jeg blev så indkaldt til et møde med min UU-vejleder hvor jeg havde min bostøtte med, vi fortalte om hvordan STU'en havde "ødelagt" det der fungerede, hun blev ret sur på skolen og kunne ikke forstå hvorfor de ignorede den aftale vi havde. Hun ringede op og aftalte at det skulle være som det plejede og at jeg skulle starte i praktik igen og IKKE på skolen. Vi blev enige om at jeg skulle starte et nyt sted pga den enormt dårlige afslutning i netto og pga hende der stalkede mig.

Jeg foreslog så Irma, da min bror har snakket godt om dem, og syntes selv det var en god ide.
de sagde så fra STu'en de ville vende tilbage til mig.
Jeg ventede sådan ca. 2 uger uden at have hørt noget fra skolen. Jeg skrev så til skolen noget hen af retning:
Hej, ville bare høre om der var noget nyt omkring praktik? har ikke hørt fra jer i en del tid.

de svarede så tilbage: Hej Henrik, går det godt i netto? skal vi komme forbi og besøge dig??
totalt til grin. De havde så ikke styr på noget, de havde åbentbart uden MIG været oppe at starte min praktik i netto op igen, UDEN at fortælle mig det. Jeg kontaktede dem så med min bostøtte som også syntes det var noget mærkeligt noget de havde gang i. Vi sagde også at jeg jo gerne ville prøve irma. Så fik vi bare at vide at de ville vende tilbage sidst på ugen.

jeg ventede så til fredag uden at have hørt noget, jeg skrev så til dem på SMS uden at få svar. Jeg fik først et svar tirsdagen i ugen efter, hvor at åbentbart var den praktik ansvarlige gået på ferie. Så måtte vente til ugen senere. Så skrev jeg så tilbage at jeg ikke kunne vente, da jeg havde siddet stille længe nok. Så havde han ringet til irma fredagen for at få at vide at lederen i irma også var på ferie. Fik så svar tilbage at jeg var "nød" til at vente i ca. 2 uger. før de kunne kontakte irma om praktik. Jeg blev simpelthen så sur. Og skrev til min sagsbehandler i jobcentret hvad og hvordan det havde foregået og blev indkaldt til et møde hvor jeg tog min bostøtte med.
Jeg fik så til mødet ophævet min STU plads med øjeblikkelig virkning og tilkendt mig en Mentor, dagen efter var jeg oppe med min mentor og fået startet min praktik op i irma. Hvor jeg stadig er nu. Her til november skal jeg "vurderes" til om jeg er egnet til fleksjob hvilket min egen læge og sagsbehandler i jobcentret ikke mener at der er nogen tvivl. Jeg er så komme på 12 timer. Og har nået min grænse.


Puh, det var en lang køre. Der er selvfølgelig sket meget mere i mit liv, men har taget nogen af mine højdepunkter. Jeg har haft mange nederlag, som har gjordt mine allerede eksisterende problemer værre. Jeg har efter flere svigt fået permanente psykiske skader. Jeg har også haft store økonomiske problemer, da jeg er på KH og har fået for lidt i mange måneder så jeg kom bagud på regninger. Desværre kunne jeg ikke få med tilbagevirkende kraft, så sidder lidt i en lorte situation som har givet mig en del stress. Jeg få alle ekstra ydelser jeg kan lige pt. Både paragraf 34 (særlig støtte) og boligstøtte. Mit rådighedsbeløb efter alle faste udgifter er betalt er på ca. 1500 kr. Der har så desværre været en regning der var steget fra 800 kr til 1100 kr så mit rådighedsbeløb har været en del mindre de sidste par måneder.
men nu kan jeg endelig se lidt lys for enden. Da der ikke er så langt til november mere.

Håber det var værd at læse og vil gerne høre om andre har haft ligne oplevelser. Vh Henrik

Besvar