Hvad ligger der bag angsten?

Her kan du stille spørgsmål og fortælle om dine erfaringer med alle former for terapi

Hvad ligger der bag angsten?

Indlægaf jtr » 19 dec 2007 15:52

Hej

Mon ikke vi også har fællesnævnere når det drejer sig om årsagerne til at at vi har fået en depression og lider af angst?

Jeg prøver ihærdigt at finde ud af hvad der ligger bag min sygdomsangst og svære depression, og er efterhånden kommet frem til, at der er en sammenhæng til en rimelig barsk opvækst med ydmygelse og tæsk.

Det er derfor blevet vigtigt for mig at have styr på alt, og sikre at intet kan gå galt. Da jeg landede i langvarende situationer, som jeg ikke kunner have kontrol over, og som kunne gå galt, blev jeg angst og da angsten fik lov til at udvikle sig over lang tid fik jeg en depression.

Nu forsøger jeg gennem terapi at komme til en eller anden forståelse med min opvækst, så jeg kan lære at leve med den, og få bugt med angsten og depressionen, være opmærksom på de potentielle "farlige situationer" så jeg kan tage mine forholdsregler. Det er ikke nemt, og derfor kunne det være befordrende at læse om andres forsøg på at komme til tåls med årsagerne til deres angst og depression.

Er der nogen som kan genkende mit mønster, og som har lyst til at dele deres terapeutiske erfaringer her i forummet?

med kærlig hilsen

jtr
jtr
 
Indlæg: 209
Tilmeldt: 08 nov 2007 11:57

Indlægaf Fiona1 » 20 dec 2007 22:07

Hejsa.

Jeg synes lige som dig, at det er vigtigt at finde ud af "hvad der gik galt". Jeg har gransket utrolig meget i mig selv, efter jeg fik værktøjer til det af en psykolog.
Jeg har dårlig tid til at skrive det helt store i disse dage, men jeg vil lige skrive hvad jeg er nået frem til, er kernen i mit problem. Jeg lider også af voldsom sygdomsangst, som holdes nede med lykkepiller.

Kernen i mit problem er: Uvished = uvished omkring min fars humør. Hvordan opnår jeg godt humør hos min far = ved at opføre mig rigtig pænt, ikke være ulydig (besværlig), jeg ofrer mig 100 % for hans gode humør. Det værste af alt er min fars vrede = utrolig obs på alle lyde, stemninger, stemmer mm omkring mig. (Det har faktisk medført at lidt støj stresser mig meget, for jeg høre alt, jeg har ikke et filter der lukker det unødvendige ude).

Hvis jeg nu bliver alvorlig syg så mister jeg kontrollen.Hvis jeg bliver syg, så kan jeg ikke ofre mig 100 % for andre - mine børn - og hvad skal der blive af mine børn, hvis jeg ikke er her mere? For en far kan man jo ikke stole på.... :? .
Jeg er utrolig obs på alle symptomer i min krop.

Jeg håber at dette ikke er det rene volapyk. Jeg skriver gerne mere på et senere tidspunkt. Og vil også rigtig gerne høre mere.

God jul.
Fiona
Jeg har haft mange bekymringer i mit liv,
de færreste af dem er blevet til noget.
Fiona1
 
Indlæg: 33
Tilmeldt: 11 jul 2007 12:00
Geografisk sted: jylland

Indlægaf jtr » 21 dec 2007 09:21

Hej Fiona

Det er slet ikke volapyk, men giver jo rigtig god mening når man er barn, og gør sig store anstrengelser for at stille forældrene tilfredse, så man kan få deres anerkendelse og kærlighed.

Besværlighederne begynder når man bliver voksen og fortsætter disse anstrengelser, selvom man ikke længere i praksis er i et afhægighedsforhold til sine egne forældre. Jeg synes i hvertfald at det er meget svært at ligge det bag sig, så man kan komme til at hvile i sig selv.

Hvad er det for redskaber du nævner, som du har fået af din psykolog? Måske er det nogen som andre også kan bruge.

Med kærlig hilsen

jtr
jtr
 
Indlæg: 209
Tilmeldt: 08 nov 2007 11:57

Indlægaf Fiona1 » 30 dec 2007 19:12

Hej jtr.
Jeg har i nogle dage gået og spekuleret over hvordan jeg skal "forklare de værktøjer" jeg har fået. Og jeg må desværre sige, at det kan jeg ikke.
Egentlig ved jeg heller ikke om det er det, man normalt forstår ved værktøjer.
Psykologen fortalte mig at når angsten kom, så gik mine tanker i stå. (hun gave det billede, at mine tanker blev ligesom sne på tv'et).
Hun lærte mig at gå ind i angsten, at turde tænke videre end bare gå i stå. Og på den måde er mange "sandheder" gået op for mig. Ikke at det egentlig har hjulpen på sygdomsangsten, den er bare blevet nemmere at leve med.
Håber på held og lykke for dig og for alle os andre :)
Godt nytår til dig.
Fiona
Jeg har haft mange bekymringer i mit liv,
de færreste af dem er blevet til noget.
Fiona1
 
Indlæg: 33
Tilmeldt: 11 jul 2007 12:00
Geografisk sted: jylland

Indlægaf Kirsten » 31 dec 2007 10:25

Hej :D


Jeg tror, at angst viser sig på mange måder og har mange forskellige årsager, afhængigt af den individuelle persons liv og situation. Selv har jeg hovedsageligt haft depressioner. Jeg har faktisk prøvet at have angst, hovedsagelig i forbindelse med depressionerne, men jeg har også enkelte gange oplevet angstanfald uden tilknytning til en depression.

Det mest bemærkelsesværdige i den forbindelse er egentlig, at jeg normalt er en meget frygtløs person! Da jeg var ung, gik jeg ofte alene gennem store byer, f.eks. Hamburg eller Paris midt om natten. Også nu, hvor jeg er midaldrende, færdes jeg ofte ude, når det er mørkt, men er dog begyndt at undgå øde områder – ikke fordi jeg er bange – men fordi der er en statistisk risiko for at blive overfaldet, når man færdes alene på steder, hvor der ikke er andre mennesker.

I det hele taget opfatter jeg ikke angst som et fænomen, der har ret meget at gøre med at være bange. Angst er en tilstand, hvor kroppen reagerer, som om der er fare på færde, men uden at der er fare på færde.

I de tilfælde, hvor angsten var et ledsagefænomen til depression, har jeg ikke gjort noget særligt for at modvirke den. Det var vigtigere at gøre noget for at komme ud af depressionen. Angsten forsvandt jo sammen med depressionen. Jeg havde en psykiater, der ivrigt blev ved med at sige, at jeg skulle eksponere mig for angsten. Men hans råd var ubrugelige i min situation. For at komme ud af depressionen var det nødvendigt at aflaste mig selv så meget som muligt. Hvis jeg skulle eksponere mig for de ting, der fremkaldte angst, f.eks. buskørsel, så ville jeg jo stresse mig selv, hvilket ville have forlænget og forværret depressionen og dermed også angsten.

Men jeg vil egentlig gerne fortælle om de enkelte andre gange, hvor jeg har oplevet angst uden sammenhæng med depression.

Angsten brød første gang ud midt i en time, mens jeg var under uddannelse. Pludselig begyndte hjertet at banke voldsomt, jeg blev utilpas og jeg begyndte at græde. En medstuderende hankede op i mig og fik mig med udenfor, hvor hun fortalte mig, at jeg havde et angstanfald. Jeg blev meget forbavset. Jeg kendte jo ikke til frygt, mente jeg.

Men lige præcis den type angst blev jeg efterhånden god til at tackle. Jeg fandt ud af, at den skyldtes, at jeg følte mig udenfor og fremmedgjort i forhold til det, der foregik i klassen. Måske fordi niveauet i undervisningen var lidt for højt. Jeg besluttede mig til, at jeg i hver eneste time ville manifestere mig selv på én eller anden måde, mest ved at stille spørgsmål til læreren. Man kan sige, at jeg på den måde gjorde plads til mig selv, i stedet for at være udenfor og fremmedgjort. De andre studerende var glade for mine spørgsmål, for de kunne jo heller ikke forstå undervisningen. Derfor var min taktik til fordel for alle!

Er der nogen, der kan genkende den form for angst og kuren mod den?

I øvrigt kan jeg i høj grad genkende de betingelser fra barndommen, som du omtaler, Fiona. Også jeg havde en far, der kunne blive meget vred. Også jeg har det meget dårligt med uvished, og jeg er også ekstremt opmærksom på lyde. Og denne tendens til at forsøge at gøre alle andre tilpas, som du nævner, opfatter jeg som en af de væsentligste årsager til mine depressioner.

Til gengæld kan jeg ikke genkende det, du skriver om at være opmærksom på kroppen. Jeg har hele livet været meget dårlig til at mærke mine følelser og hvad, der sker i min krop. Jeg har jo sat mig selv i anden række og derfor undertrykt alle mine kropsfornemmelser for bedre at kunne koncentrere mig om andres behov.

Når jeg har skrevet om mine oplevelser her, er det også, fordi jeg synes, at psykiatere og psykologer har en alt for entydig og begrænset opfattelse af både angst og depression. Jeg tror, at disse fænomener er meget mere komplekse, end eksperterne normalt giver udtryk for.

Mange hilsner og godt nytår :D

Kirsten
Kirsten
 
Indlæg: 27
Tilmeldt: 22 dec 2006 07:17

Indlægaf jtr » 31 dec 2007 12:38

Hej Fiona

Kan du forklare, hvad du mener med "at gå ind i angsten"? Jeg har sygdomsangst hver dag, og kunne godt bruge noget mere til at takle den med ud over de skemaer jeg bruger for at finde alternative forklaringer.

Fiona1 skrev:
Psykologen fortalte mig at når angsten kom, så gik mine tanker i stå. (hun gave det billede, at mine tanker blev ligesom sne på tv'et).
Hun lærte mig at gå ind i angsten, at turde tænke videre end bare gå i stå. Og på den måde er mange "sandheder" gået op for mig. Ikke at det egentlig har hjulpen på sygdomsangsten, den er bare blevet nemmere at leve med.



Med kærlige hilsner

jtr
jtr
 
Indlæg: 209
Tilmeldt: 08 nov 2007 11:57

Indlægaf jtr » 31 dec 2007 13:06

Hej Kirsten

Jeg kan genkende det med den vrede far. Hos mig har det skabt en dyb frygt for straf, hvis jeg ikke har styr på alt. Men samtidigt er der ikke noget der kan blive godt nok, så det er skruen uden ende.

Kirsten skrev:I øvrigt kan jeg i høj grad genkende de betingelser fra barndommen, som du omtaler, Fiona. Også jeg havde en far, der kunne blive meget vred. Også jeg har det meget dårligt med uvished, og jeg er også ekstremt opmærksom på lyde. Og denne tendens til at forsøge at gøre alle andre tilpas, som du nævner, opfatter jeg som en af de væsentligste årsager til mine depressioner.


Min frygt for straf da jeg var barn er måske den samme frygt som jeg i dag kender fra min sygdomsangst; jeg ved aldrig rigtigt, om jeg er på den sikre side - altså om jeg den gang kunne undgå straf eller om jeg i dag kan undgå kræft? Så jeg er konstant bange/angst under min depression.

Så jeg forsøger ikke at gøre alle tilfredse, men "kun" min fars uopnåelige krav, som jeg selv har overtaget i perverteret form :cry: .

Med kærlige hilsner

jtr
jtr
 
Indlæg: 209
Tilmeldt: 08 nov 2007 11:57

Indlægaf Fiona1 » 01 jan 2008 19:32

Hej jtr.

Som tidligere nævnt, er det meget svært for mig at beskrive hvad det er psykologen lærte mig. Jeg har fundet noget frem som jeg skrev ned imens processen stod på. Jeg mailer det til dig (jeg synes det er for personligt til at jeg vil lægge det ind her), kan du ikke prøve at læse det og så stille spørgsmål?

Jeg fandt lige et lille citat, som jeg brugte dengang. Måske du osse kan få noget ud af det:

Sandsynligvis er "hypokondri" = psykosomatiske smerter = tegn på en overanstrengelse. -

Og derfor nøje forbundet med angst, stress og en skjult depressio.

Særligt sårbare er de, som kalder sig selv
for perfektionister. (dvs. opfatter sårbarhed som en svaghed, ja en fallit).
De synes helt at have glemt, at vi også er bløde, varme, skrøbelige
og meget sårbare kroppe, og ikke kun robotter med en stålvilje
Langvarig ophobet stress kan simpelthen knockoute os alle.


Fiona
Jeg har haft mange bekymringer i mit liv,
de færreste af dem er blevet til noget.
Fiona1
 
Indlæg: 33
Tilmeldt: 11 jul 2007 12:00
Geografisk sted: jylland

Indlægaf jtr » 02 jan 2008 13:21

Hej Fiona

Jeg kan genkende en hel del af det du skriver når det handler om bekymringerne og forsøgene på at finde nogle forklaringer på angsten, og hvor den stammer fra.

Jeg forstår det sådan at din psykolog har hjulpet dig med at finde nogle måder at opfatte din sygdomsangst på, og spørge dig selv om hvad den mon skyldes og hvad den mere præcist handler om, og det der det du mener med "at gå ind i angsten" - af finde forklaringer og måder at takle den på i stedet for at forsøge at vende ryggen til den.

Det giver mening, men det kan også være svært at få det greb om angsten, men jeg er ret overbevist om at det er en rigtig vej at gå - at forsøge!

Med kærlige hilsner

jtr
jtr
 
Indlæg: 209
Tilmeldt: 08 nov 2007 11:57

Indlægaf bambucha-k » 17 sep 2008 18:34

Hej Jtr

Kan læse at du har problemer med at finde årsagen til den skade der nu er sket engang som du ikke ved endnu, men vil da lige høre om hvilken slags angst du har? mest på grund af hvordan du nu reagerer som du nu gør. Du siger ellers noget om sygdomsangst, men kunne det måske også være noget med perfektionisme, mht. at du skal have styr på ting for at undgå angst.

Hvis du har mod på det så kan du da læse i mit indlæg om min historie og om den lange tur igennem det hele for at finde en sammenhæng som jeg stadig prøver at få samlet. (under panikangst, "begynder i panikangst")

/kaspar
bambucha-k
 
Indlæg: 115
Tilmeldt: 12 sep 2008 22:22

Re: Hvad ligger der bag angsten?

Indlægaf Line Mentaline » 13 jul 2011 10:13

Her er en god forklaring hvad der ligger tilgrund for angst

http://www.mentaline.com/da/articles/angst.aspx
Line Mentaline
 
Indlæg: 6
Tilmeldt: 29 apr 2011 11:03

Re: Hvad ligger der bag angsten?

Indlægaf Forza » 21 okt 2011 20:33

Hej Allesammen

Ved godt det er en gammel tråd men vil lige være med.
Til grund for min angst (som jeg ikke mærker så meget mere) ligger frygten for afvisning. Vi flyttede meget da jeg var barn så jeg havde ikke så stabile relationer til andre. Når vi flyttede var det ikke bare til en anden by. Det var til et andet land og der var tidspunkter hvor jeg ikke kunne sproget. Mine forældre var heller ikke verdens mest tilgængelige mennesker. Det var et meget ensomt situation for et barn at være i. I det hele taget var der mange ubearbejde følelser der skulle bearbejdes. Terapien var bestemt ikke rar. Nogle gange var det lidt af et helvede. Min opfattelse af at andre bare ville afvise mig - enten med det samme eller over tid - var helt forkert. Det viste sig at folk sjældent afviste mig. Alle mennesker har en grundliggende frygt for afvisning men min frygt var ikke "bare" frygt - det var angst.

Jeg tror ikke det hjælper så meget at vide hvad der ligger bag ved angsten. Det er nogle individuelle, ubevidste følelser og tanker der skal bearbejdes. Og fordi nogle af delene er ubevidst og fordi den oprindelige udløsende situation/er varierer fra person til person er det umuligt at sige til nogen: her er grunden til din angst. Ellers vil det nok være det første man vil få at vide i en terapi? At vide hvad der ligger bag angsten giver ikke i sig selv en belønning, men er et vigtigt skridt videre.

Det var min 50 øre.
Forza

Min side om Socialfobi:

www.socialangst.dk
Forza
 
Indlæg: 459
Tilmeldt: 08 feb 2006 13:56
Geografisk sted: Østjylland

Re: Hvad ligger der bag angsten?

Indlægaf sleepy+ » 22 okt 2011 19:39

Hej Forza og alle andre

Jeg er enig med dig i at det ikke hjælper så meget at vide grunden til at man har angst, men at det er vigtigt at vide for at man kan arbejde endnu bedre med psyken. Jeg ved ikke hvorfor jeg har angst, men vil gerne vide det. Måske vil det gøre at jeg ikke lukker af for alt og alle når jeg føler mig trængt op i en krog.

Maria
sleepy+
 

Re: Hvad ligger der bag angsten?

Indlægaf sminestine » 12 jun 2017 17:18

Jeg tror at min angst kommer af, at jeg bekymre mig for meget. Det er min oplevelse, at når jeg læser om andre med angst er det bekymringer for kropsfornemmelser og en meget stor opmærksomhed på det der går igen. Jeg bekymre mig også for alt det der kan gå galt og jeg "piller" lige som i bekymringerne i laaang tid, grubler og læser op på min symptomer. Jeg tror jeg er sådan fordi min barndom var meget meget utryg. Det skal selvfølgelig nok give men. Jeg er igang med, at lære ikke, at bekymre mig så meget og det hjælper langsomt på det hele. Jeg har lært noget der hedder act som er en metakognitiv terapiform.
sminestine
 
Indlæg: 2
Tilmeldt: 12 jun 2017 12:06


Tilbage til Terapi

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 2 gæster