Emetofobi, kommune, hjælp, og hvad der ellers høre med.

Angst for fx at bruge elevator eller flyve.
Besvar
Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Emetofobi, kommune, hjælp, og hvad der ellers høre med.

Indlæg af Mille87 » 30 sep 2008 23:17

Jeg ved ikke mht den operation har aldrig hørt om det før.
Men jeg ved at jeg har fået kvalmestillende, som ikke har hjulpet. Og da jeg efter 5 timers angstanfald for opkast, en dag måtte give op og søge ned på psykiatrisk skadestue, for at få noget beroligende, gav damen mig også en kvalmestillende pille. Jeg spurgte med det samme om jeg så kunne være sikker på ikke at kaste op hvis jeg tog den, og der svarede hun mig, at det kom helt an på hvad årsagen til kvalmen var.
Har efterfølgende prøvet med forskelligt kvalmestillende, men disse har ikke hjulpet mig.

Jeg ved heller ikke om jeg tror på at emetofobi ikke kan helbredes, måske fordi jeg gerne vil tro på at det kan, for min egen skyld, og måske fordi en fobi er en fobi, og alle fobier, ansgtlidelser og tvangstanker, sidder det samme sted i hjernen, og derfor burde kunne kureres, men måske med forskellige metoder.

Jeg søger stadig efter det som skal gøre mit liv lettere, og mere værdigt. Jeg elsker at leve, men jeg må sige jeg kender til det med at energien bare svigter.
Lige nu føler jeg på ingen måde at jeg har det liv jeg ønsker, og jeg hader mit hovede for denne onsvage fobi, som splitter alt ad. Vi ved jo alle sammen godt at det ikke er farligt, og for mig er det fustrerende at vide at jeg på en eller anden måde gør det her mod mig selv, og forstår ikke hvorfor jeg ikke kan styre noget inde i mit eget hovede, min væreste fjende er ikke opkast, men den uvidende tanke der fortæller mig at opkast er farligt!

Når jeg siger at det ødelægger mit liv er det fordi jeg er 21 år gammel, og det eneste min fobi er blevet med tiden er værre.
Jeg er ikke længere i stand til at gå væk fra mit hjem, kun ud med skraldet og postkassen, og ikke længere væk end det. Jeg er blevet bange for ansgten, oven i angsten for opkasten. Jeg har siddet hele sommeren år 2008, sammen med min kæreste, som jeg nu er flyttet fra, fordi presset blev for stort for begge parter. Vi er dog stadig sammen, og prøver at kæmpe os igennem.

Det væreste for mig lige nu er, at der ingen hjælp er at hente. psykiatere er der masser af, men medicin er ikke kuren, i hvert fald ikke for mig. oven i at man skal side med denne ubeskrivelige irriterende og fustrerende angst/lidelse, skal jeg leve for 500 kroner om måneden, fordi kommunen ikke kan give mig mere end 4700 udbetalt kontanthjælp. Og deres grund til ikk at give mere er, at jeg jo ikke er psykisk syg.
Oven i hatten af alt den energi jeg ikke har, som jeg bruger hver eneste dag på ansgt, skal jeg kæmpe mig igennem systemet for at blive hørt og set, få hjælp og bare blive taget en lille smule alvorligt.

Jeg ved at der er mange mennesker med angstlidelser der sidder i samme situation, fordi "angst er nem at kurere" er der ikke så mange resurcer. Det er hvad jeg har fået at vide gang på gang når jeg kommer ind i systemet. Lige meget hvor syg dy end er, og lige meget hver slem din angstlidelse er, bliver den ikke set som en psykisk sygdom, og derfor ikke som et stort problem. DESVÆRRE bliver der ikke individuelt vurderet i personer med angstlidelser, i hvert fald ikke af største delen af tilfældene.
Det sværeste er at bede om hjælp, og npr man endelig gør det, er der ingen. Systemet er simpelthen for dårligt.
INGEn fortjener sådan et liv, nu er det på tide at disse bliver taget alvorligt og bliver set og hørt.

Det blev en lang og kedelig smørre. Men er vred, på hele situationen, og på det kommunelle system.
Og er ked af alle de mennesker der sidder i samme ulidelige situation som jeg selv. Det er ingen tjent med.
Mille.

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Indlæg af Mille87 » 30 sep 2008 23:21

Hov, kom til at lave nyt emne istedet for bare at skrive indlæg i den der hedder emetofobi.. :)

Luna27
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 sep 2008 10:44
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af Luna27 » 01 okt 2008 20:40

Hej Mille

Øv hvor jeg kender disse "kampe" med det offentlige :(
Jeg har været i systemet det meste af mit liv, både som umyndig og desværre også som myndig voksen. Kan faktisk ikke huske ret mange gange hvor jeg har mødt oprigtig hjælp og forståelse fra diverse sagsbehandlere. Jeg er typen der selvom jeg har det skidt, stadig går i bad og tager rent og pænt tøj på, og det harmonere åbentbart ikke med deres opfattelse af, hvordan en angst-ramt skal se ud. Er meget ofte blevet mødt med "Hej, du ser da godt ud" :lol: Sagt mellem linjerne (du ligner ikke en der har det så slemt som du siger, du har da overskud til at pleje dig selv).....hmmm!!!

Jeg er også slemt til at pynte lidt på min situation for at please feks en sagsbehandler, sige ja til ting for at virke oprigtig interesseret i at gøre en indsats, hvor jeg i virkeligheden godt ved jeg ikke kan magte det. Og ende med at føje endnu et nederlag til samlingen og komme længere ned i "hullet".
For jeg vil jo gerne gøre det godt, vil gerne ud af angsten, vil gerne tilbyde istedet for at modtage.....men jeg har denne ulidelig stopklods som tilmed ikke er accepteret som sygdom. Uanset hvad jeg gør, vender jeg ansigtet ind i en mur, enten af uvidenhed, af skuffelse, af vrede eller opgivenhed, både fra mig selv og andre :roll:


Kh Linda

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 01 okt 2008 20:53

Hej Mille...

Jeg kan fortælle dig lidt om min historie med emetofobi (eller hvad man nu skal kalde det - for alle de "professionelle" kalder det for en afart af panikangst ;))

Jeg fik mit første angstanfald, da jeg var 17... Da jeg var på din alder, var min angst allerværst, og jeg kunne overhovedet ikke forlade min lejlighed - eller spise noget - i et halvt år. Derefter tog jeg nogle store beslutninger for mit liv : flyttede fra min kæreste - stoppede på min uddannelse og flyttede hjem til mine forældre.. ALlerede de beslutninger lettede lidt på angsten.

Derefter levede jeg med angsten som en mere eller mindre stille bisidder i mange år... Men da jeg havde fået børn (fik den første, da jeg var 25 - og den anden, da jeg var 28) besluttede jeg mig for at gøre noget mere ved min angst - og begyndte på psykoterapi... Da var jeg uddannet og gift og havde mulighed for at betale mig fra det... Og efter 1½ år i intens psykoterapi blev det væsentligt bedre med min angst.

Jeg skulle igennem flere store beslutninger : skilsmisse, flytning, nyt arbejde osv. Men nu sidder jeg her i dag - 17 år efter mit første angstanfald - og har faktisk et liv, som er værd at leve... Måske i gennemsnit 1-2 angstanfald om måneden - og en pille, som jeg kan fjerne de allerværste angstanfald med (så angsten for angsten er væk - heldigvis).

Så jo - det kan lade sig gøre at komme ud af et liv i konstant angst - også selvom ens angst hedder emetofobi... eller panikangst - eller hvad den nu hedder.

Alfa og omega for mig er at lære at lytte til mig selv. At forkæle mig selv - og tage mig af mig selv. Min angst er altid en god indikator for, hvornår jeg tvinger mig selv til noget, som jeg dybest set ikke har lyst til... eller hvornår jeg føler mig alt for stresset eller træt.

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke - og bedring med din angst... For jeg har været lige der, hvor du er lige nu... Og jeg vidste ikke dengang, at det kunne blive så meget bedre... Men for pokker hvor er jeg meget klogere - og meget mere lykkelig i dag :)

Mange tanker fra
hallie
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Indlæg af Mille87 » 02 okt 2008 13:34

Tak for jeres historier:)
Og hvor kan jeg sætte mig ind i dem begge.. Jeg kender godt det der med at man bliver opfattet som "normal" fordi man har en hjerne, og fordi kan ser sund og rask ud. Problemet er jo bare at angst intet har med det at gøre. Læger og psykiatere opfatter måske også mig lidt forkert, fordi jeg godt kan joke med min angst. Jeg ved jo godt hvor dumt det er og hvor dumt det lyder når man sidder der og fortæller at det der ødelægger ens liv, og forhindre en i en normal tilværelse, er en "simpel" angst for at kaste op.

Men hvor er det dog forfærdeligt at man først gør noget af det sværeste som mennesker, erkender at man ikke kan klare det selv, og råber om hjælp. Men ingen hjælp kommer, i hvert fald ikke før man skraber bunden og har gjordt meget meget længe. Jeg har længe overvejet hvordan jeg mon kunne betale noget terapi selv, men da jeg ikke kan arbejde, og for en kontanthjælp der hedder 4700 om måneden udbetalt, og bor en en lejlighed til 3000, er der altså ikke mere end at jeg dårligt kan betale min mad.

Som tingene ser ud for mig lige nu, er internet og tlf min kontakt til omverdenen, og derfor er det virkelig vigtigt for mig. Hvis jeg ikke har det, har jeg intet.

Jeg er også flyttet fra kæresten for 2 måneder siden, da ingen af os kunne holde det ud, fordi jeg tilsidst ikke engang kunne holde ud at tale. Hver gang jeg åbnede munden følte jeg at jeg skulle kaste op.
Før i tiden kom kvalmen først, og så kom angsten stille snigende, nu kan jeg godt bare få "bræk-fornemmelse" inden jeg har haft kvalme, og det kan komme ud af den blå luft.
Det var mit sværeste valg hidtil, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg nogensinde skulle se ham igen. Men heldigvis er vi stadig sammen, og jeg håber på at vores forhold "består" denne rigtig svære prøve, som vi er i lige nu.
Jeg vidste bare med mig selv, at jeg aldrig ville blive rask der, og derfor blev jeg nødt til at flytte. Der er så mange der har sagt til mig at jeg bliver nødt ti at være egoistisk, men hvor har jeg dog ikke lyst til at være egoistisk, hvis det er pga min angst jeg er nødsaget til det.

Det har også hjulpet rigtig meget, jeg kan stadig ikke forlade min lejlighed, der er enkelte gange jeg har gjordt det, og det er gået godt. Men jeg skal virke føle at det er det rigtige tidspunkt, for ellers går det galt igen. Og nu gælder det jo om at opdage at det ikke er farligt at gå væk herfra. Men jeg kan igen hygge mig med mine venner, og min kæreste, og jeg kan holde fest med andre, hvis det bare er her de er. Så det er rigtig dejligt at tale igen, for jeg ELSKER at tale, og jeg elsker andre mennesker.
Jeg kan kende en lille del af mig selv igen, så det er små fremskridt. Men alle fremskridt er jo gode. :)


Hvor bliver jeg glad for at høre at det rent faktisk kan lade sig gøre at få et værdigt liv, det er jo dejligt :)

Hvordan har det været at få børn, og have børn mht den angst? både i al almindelighed, men også mht graviditet osv?

Knus fra mig.

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Indlæg af Mille87 » 02 okt 2008 14:31

forresten, er der nogen af jer der har en teori/forklaring på hvorfor jeres angst for opkast er opstået?

Min egen teori er at jeg måske er født med en svaghed for angst, men at jeg blev voldsomt syg som spæd, og blev suget fordi jeg ikke kunne få luft. Måske at jeg har været rigtig bange, og måske at følelsen af kvalme og opkast minder min underbevidsthed om dengang.

Og mht det med at kende sine grænser - Ja, det er nok utrolig vigtigt. Jeg har min anelse om hvorfor mit angst gik gal denne gang. Jeg var på ferie med min kæreste, og vi tog bus og tog istedet for bilen ind til byen, fra hotellet. Jeg har det bedst hvis jeg ved at jeg kan komme hurtigt hjem, hvis jeg ved at bilen er lige rundt om hjørnet ville jeg ikke få angst. Men jeg vidste at det i hvert fald ville tage 30-45 minutter at komme hjem til hotellet, hvis jeg skulle få et angst anfald, og det gjorde at jeg havde kronisk angst i 5 dage. Oven i det var vi på et museum hvor den eneste vej ud, var en rutchebane. jeg satte mig ned i vognen og prøvede at overbevise mig selv om at det bare var en hyggetur, lige som HC. Andersen turen i tivoli, eller måske spøgelses toget på barken. Men da jeg så tegnet om at holde arme og hænder inden blev jeg urolig. Og det havde jeg stor grund til. Det var 2 ordentlige bakker, og er der noget jeg ikke kan klare, så er det tivoliture og kilden i maven. Men den angst jeg havde alle dagene, var svær at slippe da jeg kom hjem igen, og det udviklede sig så til, hvor jeg er nu.

Så ja, jeg har lært at angsten selvfølgelig ikke skal bestemme, men hvis små simple og nemme ting, kan gøre at jeg ikke får angst, er det bedre, end at tage chancen!

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 02 okt 2008 19:30

Altså jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor min angst kommer fra... Jeg havde nemlig en mormor, som ikke kunne udstå at kaste op (og som måske også har haft angsten på et eller andet plan). Min mor har fortalt mig (for jeg kan ikke huske det), at min mormor kunne gå rundt i flere timer og sige "ååårh nej - nu kommer det... ååårh nej - nu kommer det"... Og det er lige præcis de tanker, som jeg tænker, når jeg har angst.

Jeg ligner min mormor på rigtigt mange punkter - hun havde også en del andre fobier (f.eks. for tordenvejr - den har jeg også ;)). Så jeg tror at en del af min angst er jeg genetisk disponeret for - og så må jeg have oplevet min mormor gå rundt sådan der, da jeg var lille - og det har så tricket min egen angst... Jeg har ikke altid været så angst - men der er så noget, der har tricket den igen, da jeg var 17 - og det hele begyndte.

Det har slet ikke været så svært at få børn, som jeg frygtede.. Men jeg har så også haft to graviditeter fuldstændigt uden kvalme og opkast. Det sværeste har været tanken om, hvad jeg skulle gøre, når mine børn blev syge... Men de første mange år, var min ex-mand 100% på, når børnene var syge - for jeg meldte mig helt ud af kampen... Og jeg har ikke tal på de tårer, som jeg har grædt over ikke at kunne være der for mine børn, når de havde brug for mig.

Men efter mit behandlingsforløb - og mine benzodiazepamer - så er jeg nu faktisk i stand til at være der for dem, også når de har det dårligt og kaster op... Men folk omkring mig kender jo så også min angst - og der er rigtigt mange, der er supergode til at spørge om ikke de skal hjælpe til, hvis børnene skulle blive syge.

Og så er det s'gu alligevel heller ikke så meget, børn er syge med opkast - når man ser sådan lidt nøgternt på det ;)

For mig har det ikke været et overvældende problem med angst, samtidigt med at jeg havde børn... Men jeg må også sige, at mine børn var den primære motivation, da jeg så endelig valgte at gå igennem et langvarigt - og meget hårdt - behandlingsforløb :)

Mvh
hallie
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Indlæg af Mille87 » 03 okt 2008 15:55

Det er dejligt at høre mht børnene!! :)

Ja, altså min mor har også haft angst for opkast og kvalme, men hendes var som barn og i teenage årene, og så gik det lige som i sig selv. Hun kan selvfølgeig stadig få den, men slet slet ikke på noget plan der er generende.

Det der med at være forvirret og tænke "ååh nej, nu kommer det nu kommer det" den kender jeg alt for godt, for det er præcis på samme måde jeg har det. Selvom jeg ligger ned og prøver at slappe af, føler jeg det hele sejler og jeg løber derudaf, mens min hjerne er på højtryk. Når jeg får angst har jeg min indre diskussion, "lad nu være det er ikke farligt" samtidig med "ååh nej nu kommer det"... Mange folk spørger så, havd er det du er bange for ved at kaste op, og jeg ved det faktisk ikke. Altså, jeg tror ikke jeg skal dø, for det ved jeg ikke sker, men på en måde føles det sådan. Det er i hvert fald det væreste jeg kan komme i tanke om skulle ske, selvom jeg ikke har nogen fantasier om hvad der ville ske ved det.

Da jeg var barn var jeg bange for alt, todenvejr, køre i bus og bil, ikke tog (fordi det er de færeste der bliver dårlige), bange for når min mor lavede mad en overgang, fordi der var noget der engang var kogt over, og lyden på kogepladen når der kommer væske på var jeg meget bange for. Vandskræk, heste og jeg kan blive ved.
En helt år da jeg var omkring 5 år, ville jeg ikke spise slik fordi jeg havde kastet op, og var helt sikker på det var fordi jeg havde spist for meget slik.

Alle tingene, på nær det med kvalme og opkast er gået over. Jeg elsker at svømme, bryder mig stadig ikke om torden, men er på ingen måde bange for det. Bliver ikke køresyg har jeg opdaget jo ældre jeg er blevet, så det er heller ikke et problem.

Fly og færger kommer jeg dog helst ikke i nærheden af, fordi der kan jeg altså ikke bare stige af hvis det bliver for meget. Havde en rigtig vippe tur med bornholmer færgen da jeg var omkring 5 år, og blev virkelig virkelig dårlig og kastede op, hvor efter alle andre også gjorde. Det er nok også en af de ting der har tricket mit endnu mere.

Men jeg håber virkelig at terapi vil hjælpe mig, så jeg kan få et ordentligt liv, som jeg selv synes er værd at leve. Jeg elsker at leve, lige på nær med min fobi.

Har tænkt det med graviditet igennem mange gange, da jeg har en svag mistanke om at jeg er det, og det er specielt mht kvalme og opkast at jeg er bange. Gylp osv er mig intet problem, men når de bliver ældre og kaster op tror jeg også jeg ¨må stige af, og lade kæresten om det. I hvert fald de første år.
Men det skal nok lykkedes :) er jeg helt sikker på.
Specielt når jeg kan høre fra dig at det kan!! så er der håb :D

Besvar