Hunde

Angst for fx at bruge elevator eller flyve.
Besvar
Træls
Indlæg: 1
Tilmeldt: 19 jun 2008 12:29

Hunde

Indlæg af Træls » 23 jun 2008 23:16

Jeg vælger at lægge min tråd her, fordi jeg skammer mig.

Jeg har længe haft et problem.jeg har siden jeg var stor teenager været delvis bange for hunde. Den førsté hund, jeg husker at være skræmt af, var min venindes forældres hund.Denne var en tidligere vagthund og en dag da jeg var på vej ned i deres kælder ( udefra )var døren indtil huset låst og deres hund stod og gøede voldsomt oppe fra. Husker det som meget ubehageligt. En anden gang snappede den ud efter mit håndled i ders indkørsel...

Jeg har siden den gang været lidt usikker på hunde og altid skullet vænne mig til nye hunde.
Mine svigerforældre har haft hund i de snart ti år jeg har kendt dem. Jeg har ikke brudt mig om det men har kunnet komme og færdes frit i deres hjem.

Så fik jeg min søn i 2006. Første gang vi besøgte dem var deres hund helt henne ved ham og snuste længe med tuden i hans hoved. Jeg kunne næsten ikke have det og var lige ved at flyve op fra stolen og hive ham ud af min svigermors arme. Senere ( måske ½ år ? ) stod jeg og skiftede ham og hunden stod og knurrede bag ved mig og min søn græd. Jeg var så ubeskriveligt bange, det endte med jeg gik ud af rummet før han var færdig påklædt og jeg frygtede at hunden ville gå til angreb, intil jeg var sammen med de andre igen i haven...

Nå men jeg blev ved med at komme derude indtil min kæreste og jeg gik fra hinanden da min søn var ca. 11 måneder. Jeg turde dog ikke gå så meget som på toilet og min kæreste fik strenge ordre på at min søn skulle vogtes. Så bange var jeg. Jeg gik altid og frygtede hvad de ville ske den dag, han selv ville bevæge sig rundt i deres hus.

Vi fandt så sammen igen men jeg tog ikke længere der ud. det skræmte mig at de lige på det tidspunkt havde fået en voksen hund til og nu har to.

Min kæreste tager selv vores søn med der ud. I lang tid græd jeg og var helt ved siden af mig selv til han var hjemme igen. Nu har jeg vænnet mig til det, så længere de ikke kommer senere hjem en lovet for så kører min fantasi på høj blus.

Jeg har også en datter på 5 måneder, der bliver ammet så hende tager han ikke med derud endnu. Hun har været der en gang, det var til hendes farmors runde fødselsdag og jeg kunne ikke gå ind i huset før min kæreste havde sørget for at hundene blev holdt tilbage...

Min far fik hund kort før hun blev født. En meget stor og volsom hund. Jeg besøgte ham da den var stor hvalp. Igen måtte min kæreste gå først ind og så sad jeg ellers fjernest i stuen og vogtede min søn og hunden, de var slet ikke i nærheden af hinanden.
Jeg har ikke været der siden den gang - tør ikke, så han har aldrig haft min datter på besøg.

En beskrivelse af hvordan jeg har det, optil jeg skal besøge nogen der har hund.

Jeg får dårlig mave i ca. et par dage op til

jeg kan ikke falde i søvn om aftenen

Selve dagen får jeg det typisk som om jeg er hved at blive syg. Kvalme, hovedpine,mavepine

Bil turen: des tættere på mål des mere svimmel. Jeg får koldsved,ryster på hænderne og maven føles som om den snørrer sig sammen.

Jeg er ikke i stand til bare at stige ud af bilen og gå hen til hoveddøren.


Når jeg ikke lige står og har en aftale hos nogen med hund, kan jeg godt se at sandsynligheden for der sker noget grusomt, er lille og at vi lige så godt kunne køre galt med bilen !

(dog har jeg hørt at hunde godt kan mærke man er bange for dem og det kan jeg jo næppe skjule,når det er blevet så slemt.)

Jeg er så ked af hele situationen. Jeg er ked af at melde afbud og komme med undskyldninger.
Jeg er næsten ubeskriveligt ked af at jeg har fra taget mine svigerforældre og min far, mulighed for at deres yngste barnebarn kommer på besøg. -min far får ikke besøg af nogen af børnene.
Og så savner jeg min far så meget at jeg ikke kan snakke om det uden at begynde at blive ked af det.

Jeg regner med at prøve hypnose, men jeg har så svært ved at få ringet jeg skammer mig noget så grusomt.

Er der andre der har det lige som jeg.

Forza
Indlæg: 459
Tilmeldt: 08 feb 2006 13:56
Geografisk sted: Østjylland
Kontakt:

Indlæg af Forza » 25 jun 2008 09:38

Hej

Det er sådan med hunde at de gerne vil kende deres plads. Er hunden opdraget korrekt ved den at ejeren bestemmer. Ved at ignorer hunde viser du deres plads. At menneskene bestemmer og hunden må affinde sig med det. Det gør hunde nemt da de har en socialrangorden/hakkeorden.

Jeg har selv engang været bange for hunde men nu er jeg det ikke. Det kunne være godt hvis du kunne udfordre din fobi i terapi ved en kognitiv psykolog. Du kan se en liste over kognitive psykologer på:

www.sakt.dk/terapeuter.asp

Du kunne eventuelt træne dig op til at blive vant til hunde. F.eks. ved at i første omgang at omgås en hundevalp eller små hunde og så gradvist arbejde dig op til mere modne/større hunde.

Ved ikke rigtigt om du kan bruge det her til noget men håber det. :wink:
Forza

Min side om Socialfobi:

www.socialangst.dk

Lena
Indlæg: 109
Tilmeldt: 23 sep 2007 21:56
Geografisk sted: Ishøj

Indlæg af Lena » 14 aug 2008 20:54

Der er lige een ting jeg ikke fatter i dit indlæg... HVOFOR lukker de ikke deres hunde inde i et andet værelse når i / du er på besøg?????????? Og hvorfor kan de ikke komme og besøge jer i stedet, UDEN deres hunde, når de nu ved du er så angst? Jeg mener.. JEG har hund, men kunne ikke drømme om at byde en der var angst for hunde, at være i samme rum som min hund. En hund er trods alt KUN en hund! Den dør sq ikke af enten at være hos naboen, eller være i et aflåst rum mens der er besøg! I mine øjne er det desideret respektløst at sætte et dyr over sin sviger datter eller datter, eller hvem som helst andre.

Udover det, er der altså en del behandlere der ager sig af netop denne fobi. Og oftest med et rigtigt godt resultat.

jeg håber du får has på denne tarvelige fobi (alle fobier er tarvelige i mine øjne :-) ) og at du kan få talt med dine svigerforældre og din far, og bede dem holde deres hunde langt væk fra dig.

Knus fra Lena

Besvar