Side 3 af 6

: 11 okt 2008 10:54
af Luna27
Hej smølf

Ja hvorfor er det egentlig pinligt at fortælle om vores fobi? Jeg selv har nok hemmeligholdt det fordi jeg vidste folk ville sige "jeg kan da heller ikke lide at kaste op?!" og så havde jeg simpelthen ikke lige et brugbart argument for, hvorfor det var et berretiget problem for mig!! :roll:

Nu hvor jeg langsomt åbner op, siger jeg "nej, men du indretter ikke hele dit liv efter dén angst vel?" (så luk arret, ej det tænker jeg kun, hi hi) :wink:

Du har ikke knald i låget, da jeg skulle føde var jeg panisk angst fordi jeg tit hørte og så i tv at kvinder blev dårlige under fødslen og kastede op....OHHH VÉ, det blev så slemt i mine tanker at det endte med jeg fik lov til at få et kejsersnit så jeg undgik selve fødslen. 2.gang fik jeg også kejsersnit. Første gang var i fuld bedøvelse og 2.gang var jeg vågen (gosh jeg havde mange bekymringer begge gange) :)
Og begge gange var helt ubegrundede!!

Jeg klare det rigtig fint at være mor, men nu er jeg nået til dét punkt hvor det går mig på, at jeg ikke bare lige kan tage ud og shoppe med min søn, tage i ZOO, osv. Hvis vi skal noget skal min kæreste med.... og dét er sgu belastende, for selvom han er med, kan jeg jo få det vildt dårligt!
Folk har tit sagt "jamen jeg er der jo, så går det nok"....Æhhh det er sødt af dig, men det er sgu mig selv jeg er bange for :lol:
Men jeg ved osse at mine børn ikke er klar over hvad "de går glip af", de syntes de har det fint :)

Du skylder ikke din kæreste at tage dig sammen, det er DIG der fortjener et liv uden den frygt.... Vi er da så meget værd, og hvis din kæreste elsker dig, så venter han til du er klar. Du skal ikke se det som om du skal tage dig sammen, men mere at du skal tage en beslutning om at dét her bestemmer DU, ikke angsten. Du har sikkert også prøvet at springe ud i noget før, som faktisk viste sig ikke at være så slemt, ligesom angsten for angsten er værst, så gælder det lidt det samme her :)

Det lyder let, og det er det slet ikke.... men mærk efter indeni hvordan du gerne vil have fremtiden skal være, og så tag de små opnåelige bidder ud og gå efter dem.

Og så er vi efterhånden nogle stykker herinde der er parate til at lægge ører til ALT. :wink:

Kh Linda

: 11 okt 2008 13:59
af Smølf
Hej igen,

ja, det er ubehageligt at fortælle om sin angst, fordi det blotter en meget følsom del af ens personlighed, og det værste, vi mennesker kan komme ud for er, at blive dømt på vores personlighed. Når vi møder kommentaren "ej, hvor er du sippet" eller "gud, tænk at være så sart!", så medfører det samme reaktion som at sætte fingerene på en glohed kogeplade - altså noget, man ikke vover at gøre igen!

Jeg var engang indlagt på sygehuset med en voldsom tarmbetændelse (som jeg formåede at gennemføre UDEN at kaste op - ret imponerende, egentlig), men da jeg blev udskrevet, skulle jeg lige podes i halsen inden jeg fik lov at gå. Det var standardprocedure pga. den der berygtede halsbakterie. Men da jeg så den der lange pind, sygeplejersken havde i sinde at stikke i halsen på mig, nægtede jeg fuldstændig at samarbejde. Da jeg forsøgte at forklare hende om mit problem, blev jeg bare hverfet af med en kommentar om, at jeg jo også bare kunne vælge at blive buret inde i 4 måneder for ikke at videreføre bakterien. Det endte med, at jeg gik uden at blive podet. Hun kunne jo ikke holde mig tilbage med magt.

Ja, jeg kan også føle mig helt hjælpeløs når jeg får et mine angstanfald. Hvis jeg pludselig er vågnet om natten med følelsen af at skulle kaste op, siger min kæreste, at jeg bare skal tage det roligt, for der sker jo ikke noget ved det. Nej, søde, det ved jeg da godt, men jeg er bare rædselsslagen ved det, der rent faktisk sker. Jeg er helt indforstået med, at jeg ikke dør af det og jeg er heller ikke bange for at dø. Og når han siger "Bare rolig, jeg er her jo og passer på dig", tænker jeg bare at han ikke kan forhindre det, jeg frygter allermest.

Åh jo, min kæreste har skam ventet tålmodigt på, at jeg blev klar til børn. Og så fortjener jeg ham ikke, hvis jeg ikke også er villig til at ofre mig for ham. Det er en stor overvindelse for mig at springe ud i projekt baby, men han skal ikke blive gammel med mig, hvis jeg ikke er istand til at give ham det, han ønsker sig allermest. Det ville min samvittighed ikke kunne hamle op med.

Du fik kejsersnit. Ja, dér tror jeg så vi er forskellige. Jeg sætter nemlig en ære i at føde barnet på den naturlige måde og vil gøre alt for at undgå en kejsersnit (det er selvfølgelig bare lige indtil jeg selv står i situationen :? ). Men du har HELT ret i, at det er MIG der bestemmer og ikke angsten.

Jeg har bare endnu ikke lært at skræmme livet af den. :wink:

: 12 okt 2008 21:32
af hallie
Vil lige skynde mig at sige, at det bestemt ikke er alle, der kaster op - hverken i forbindelse med graviditet eller fødsel... Jeg har født to børn helt naturligt (eller så naturligt som man nu kan kalde det, når man var bedøvet fra navlen og ned af en epiduralblokade med den første :lol:) uden at opleve nogen form for kvalme overhovedet :)

: 12 okt 2008 21:35
af Smølf
Nej, det er jo også drømmescenariet for mit vedkommende. Men som inkarneret emetofob, er jeg helt HUNDREDE procent overbevist om, at jeg bliver en af de uheldige, som har kvalme i 9 mdr. og brækker mig hele fødselen igennem :wink:

Men altid dejligt at høre fra folk, som rent faktisk kan fortælle om positive oplevelser ved graviditet og fødsel. Det giver et skub i den rigtige retning.

: 13 okt 2008 02:14
af hallie
Smølf skrev:Nej, det er jo også drømmescenariet for mit vedkommende. Men som inkarneret emetofob, er jeg helt HUNDREDE procent overbevist om, at jeg bliver en af de uheldige, som har kvalme i 9 mdr. og brækker mig hele fødselen igennem :wink:

Men altid dejligt at høre fra folk, som rent faktisk kan fortælle om positive oplevelser ved graviditet og fødsel. Det giver et skub i den rigtige retning.
Jamen - det var jeg da ligeså hunderæd for, som du er :) Da jeg for mange mange år siden skulle skrive under på, at jeg ville have foretaget en provokeret abort, græd jeg snot i stænger... Lægen og min daværende kæreste troede, at det var fordi jeg var ked af at skulle afbryde graviditeten - men det skænkede jeg ikke en tanke... Jeg var bare hysterisk angst for at komme til at kaste op af narkosen - og derfor hylede jeg som besat, mens jeg satte mit navn på det, jeg selv følte var min dødsdom... Det gik så for øvrigt på præcis samme måde, som ved mine fødsler... jeg mærkede intet til kvalme eller nogen form for ubehag overhovedet :)

: 13 okt 2008 19:23
af Luna27
Nej jeg ved godt det bestemt ikke er alle der kaster op under en fødsel, men jeg var bare på dét punkt, at jeg ikke kunne holde ud at jeg ikke ville kunne forhindre den fødsel, og dermed heller ikke en mulig kvalme mm. :lol:

Kejsersnittet skræmte mig også, for dér kom jeg i fuld narkose fordi lægerne ikke brød sig om at gøre det mens jeg var vågen hvis mit blodtryk ville sprænge målerne pga angsten :roll:
Da jeg vågnede og fik min lille søn over, lå jeg mere og mærkede efter om der var tegn på kvalme end at kigge ordentligt på ham.
Da jeg fik min 2. søn i December sidste år, valgte jeg (efter 1 mill overvejelser) at være vågen under kejsersnittet. Jeg VILLE ikke undvære den oplevelse pga angsten.
MAND en udfordring, men jeg klarede at faste helt til kl.14, drikke klam kontrastvæske på tom mave, få rygmarvsbedøvelse, blive spændt fast med hovedet lidt nedad UDEN at blive dårlig. Dvs jeg rystede af angst, men havde nogle supersøde sygeplejerske ved mig konstant som lagde varme tæpper over mig og beroligede mig. Heller ingen dårligdomme bagefter, alt var bare perfekt!!
Dog var jeg meget ked af at blive efterladt på sygehuset, da manden tog hjem. Nøj hvor jeg var utryg og angst. :cry:
2 dage senere kom vi hjem....men efter 2 dage hjemme blev vi indlagt med ham pga en stafyllokok infektion. JEG stortudede i 4 timer, og manden blev nødt til at overnatte med os på den enestue vi havde fået. Jeg havde 4 mill hormoner i kroppen og angst, der var ingen vej udenom. Heldigvis blev han gerne, og godt for dét, for om natten fik jeg en slem brystbetændelse...gys, en tid de første 8-10 dage. Og så lige i julen :?

Nå, det var vist en sidehistorie....men dem skal der osse være plads til :P

: 13 okt 2008 20:02
af Smølf
Årh, din stakkel! Det var da ikke så lidt, du måtte igennem ved den fødsel. Men dejligt at høre, at der i det mindste findes sygeplejesker, som er professionelle nok til at se bort fra, at det måske er en atypisk fobi. De er jo trods alt vant til den slags i deres hverdag, så det er nok ikke så få, der vil stille sig uforstående overfor netop denne fobi.

Også stort, at du havde mod på at være vågen under dit andet kejsersnit. Det hjælper på ens selvtillid at overskride nogle grænser. Man bliver bare ligeså stor som en højspændingsmast, når man har gjort noget, man i virkeligheden ikke turde.

Vidste I, at man mener, at emetofobi er den 5. mest udbredte fobi, der findes?

: 13 okt 2008 20:47
af Luna27
Ja det har jeg også set....hvis den er så almindelig den fobi, er det da mærkeligt jeg ikke er stødt på den via nettet noget før. Har vitterligt aldrig hørt eller set ordet emetofobi før :?:

Og mærkeligt der tilsyneladende ikke findes nogle i DK der har "specialiseret" sig i den fobi. Men har set på en amerikansk hjemmeside, hvor de er specialister i emetofobi, at de benytter NLP, og det er jo noget man har set herhjemme!!!

: 14 okt 2008 08:07
af hallie
Luna27 skrev:Ja det har jeg også set....hvis den er så almindelig den fobi, er det da mærkeligt jeg ikke er stødt på den via nettet noget før. Har vitterligt aldrig hørt eller set ordet emetofobi før :?:

Og mærkeligt der tilsyneladende ikke findes nogle i DK der har "specialiseret" sig i den fobi. Men har set på en amerikansk hjemmeside, hvor de er specialister i emetofobi, at de benytter NLP, og det er jo noget man har set herhjemme!!!
Jeg tror måske det kan hænge sammen med, at vi herhjemme bliver kategoriseret som "panikangst"... Og det er det jo på en måde også... Ligesom det også er emetofobi ;)

: 14 okt 2008 19:58
af Smølf
Ja, uheldigvis går vi ind under kategorien panikangst, hvor andre lande - specielt Sverige - har forstået at skelne mellem de individuelle områder indenfor panikangst.

Jeg er SÅ hooked på at sprede information om emetofobi, for jeg tror faktisk der er mange skabs-emetofober (ej, sikke et ord!!! :shock: ) rundt i det ganske danske land. Hvis man dannede en forening og satte små sedler i forruder på biler, kunne det være interessant at se, hvor mange henvendelser, man fik....

Jeg har i længere tid leget med tanken om en hjemmeside. Måske er det bare på tide, jeg letter røven og kommer igang. :)

: 14 okt 2008 22:11
af hallie
Sig til hvis du skal have hjælp, Smølf... Har lidt erfaring med sådan noget ;)

: 14 okt 2008 22:17
af Smølf
Iiihh tusind tak, jeg skal nok sige til!

: 15 okt 2008 08:22
af hallie
Ja, nu sidder jeg jo lidt og bliver sådan lidt.... hmmm.... ivrig måske *fnis*

For jeg kommer da til at tænke på - når det nu viser sig, at der faktisk er så mange, der er præcis ligesom mig - at man måske skulle gøre noget mere organiseret for at få udbredt viden om emetofobi ?!

Der findes vel ikke en Forening til udbredelse af viden om Emetofobi ? Og hvis der ikke gør, så skulle vi måske overveje det - for jeg er da dybt chokeret og på et plan også meget meget lettet og rørt over for første gang i 17 år at møde andre mennesker, der har det præcis ligesom mig :)

: 15 okt 2008 16:26
af Smølf
Nej, jeg tror ikke, der findes noget som helst om emetofobi. Men det kan vi da lave om på.....

Emetofobi

: 19 feb 2009 14:25
af JS39
Hej
Jeg er en kvinde på 39 år og jeg har haft angst for kvalme og opkast siden 5-6 års alderen.

Det er så skrækkeligt og opslidende.

Bare jeg hører nogen er syge, burer jeg mig nærmest inde fordi jeg er bange for at komme til at kaste op.

Har prøvet Emperal (kvalmestillende) men synes jeg får en kæmpe uro i kroppen efter indtagelse af dem.

Nogle gange er det så slemt, at jeg får brækfornemmelser og skal ud på toilettet.

Hvis jeg f.eks. sidder i en forsamling, kan jeg sidde og forestille mig, at HVIS jeg nu kastede op midt i det hele hvad så?

Det er bestemt ikke sjovt.