Emetofobi

Angst for fx at bruge elevator eller flyve.
Christel
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 maj 2008 19:18

Emetofobi

Indlæg af Christel » 04 maj 2008 19:21

Jeg lide af emetofobi.. eller forklaret på dansk angst for kvalme og opkastning... er jeg helt alene om dette? jeg er så træt af denne angst den hæmmer hele mit liv og jeg har snart ikke mer oveskud tilbage til noget som helst... :(

Hexia
Indlæg: 422
Tilmeldt: 21 jan 2007 15:49

Indlæg af Hexia » 04 maj 2008 20:30

Nej, det er du bestemt ikke ene om. Jeg lider (heldigvis) ikke selv at det, men det er der masser af andre, der gør.
Hvis du bryder dig om at læse engelsk, så er her et godt forum

http://www.nomorepanic.co.uk/forum.php
Hvis du går ind under Phobias, vil du finde mange tråde, som omhandler samme problem.

anonym
Indlæg: 17
Tilmeldt: 19 jun 2006 10:14

Indlæg af anonym » 13 jun 2008 14:39

Jeg lider også af det. Jeg stiftede faktisk bekendtskab med navnet i 2002-2003 da jeg så en "liste over mærkelige fobier".

Emetofobi er ikke som andre fobier og kan derfor ikke behandles på samme måde som andre fobier (dvs. eksponering). Det ved jeg af egen erfaring.

Jeg har selv prøvet af kaste op 4 gange efter at have kendt til emetofobi og lært om sygdommen og at "det ikke er farligt at kaste op" og hver evig eneste gang jeg har kastet op er jeg blot blevet bekræftet i, at jeg hellere vil dø end jeg vil kaste op igen.

Derfor er eksponering _IKKE_ en kur imod emetofobi. Der findes kun én eneste ting der hjælper mod emetofobi og det er at gøre det umuligt at kaste op.

Der findes 2 muligheder:

Den ene er en operation hvor man fjerner mekanismen, så man ikke kan kaste op. Men operationer skal man altid være påpasselige med, jeg vil ikke selv tage imod den.

Den anden er kvalmestillende medicin. Jeg vil anbefale at man som absolut minimum har 2 forskellige kvalmestillende præparater til rådighed, så hvis den ene ikke virker på kvalmen inden for 15 minutter, så kan man prøve den anden.

Eftersom bivirkningerne ved kvalmestillende præparater, som f.eks. Emperal (metoklopramid) ved længerevarende brug kan være meget ubehagelige (ansigtstrækninger, ufrivillige bevægelser osv.) skal man ikke tage dem fast hver dag, men kun tage dem hvis man kan mærke at nu er er der en sygdom. Roskildesyge, som er den hyppigste årsag til kvalme og opkast i Danmark viser sig somregel ved at man har kvalme i mindst 1 time inden man kaster op. Hvis man ikke kan finde nogen egentlig årsag til kvalmen, og den bliver værre og værre i løbet af 30 minutter kan man tage en pille.

Dog er der et meget stort problem i at få fat i kvalmestillende præparater, fordi lægerne er meget uvillige mod at udskrive dem. Min psykiater ville f.eks. ikke udskrive dem til mig, jeg måtte gå til min praktiserende læge som har kendt mig siden jeg var helt lille, og få recept på dem. Så hvis ikke din psykiater vil, så prøv med din praktiserende læge, og forklar problematikken. Og hvis det ikke hjælper, så gå til en anden læge, og bliv ved indtil du får recepter, for jeg VED med uendelig sikkerhed at eksponering (dvs. yderligere opkast) kun forværrer tilstanden. Der er kun én ting at gøre, og det er at gøre det umuligt at kaste op og fjerne kvalmen med kvalmestillende medicin.


Nu vil mange nok tænke, at opkast er en vigtig funktion vi har, og hvis ikke vi kaster op så bliver vi bare mere syge. Det er fuldstændigt forkert. På det tidspunkt hvor vi pga. virus eller bakterier føler kvalme så har giftstofferne spredt sig i kroppen, og så nytter opkast ikke. Opkast har ingen anden funktion end at bringe smitten videre.

Når lægerne alligevel er uvillige mod at udskrive kvalmestillende præparater skyldes det ikke at opkast er en vigtig funktion (for det er det ikke), men fordi de mener at det er en angsttilstand som alle andre der istedet for at behandle symptomerne, skal man kurere den. Men som sagt, emetofobi er en fobi for sig selv, og kan IKKE kureres.

Forza
Indlæg: 459
Tilmeldt: 08 feb 2006 13:56
Geografisk sted: Østjylland
Kontakt:

Indlæg af Forza » 16 jun 2008 12:17

Hej allesammen

Der findes en svensk side som kun handler om emetofobi, og har masser af information og et forum.

Siden:


http://www.emetofobi.se/

Forum på siden:

http://sme.emetofobi.se/index.php

Kan ikke finde nogen danske sider om emnet, men denne svenske side, ser ud til at være en støtte for mange.

Håber I kan bruge det til noget :wink:
Forza

Min side om Socialfobi:

www.socialangst.dk

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 22 jun 2008 22:48

Men hvordan ved man, om man har emetofobi eller panikangst ?

For jeg er lidt i samme grøft mht at kaste op - jeg har dog altid fået at vide, at mine angstanfald er panikangst og ikke en fobi ?!

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Re: Emetofobi

Indlæg af Mille87 » 27 aug 2008 13:12

Hej.
Du er bestemt ikke den eneste der lider af emetofobi! Jeg lider af det i væreste grad, og ved hvad du mener, når du siger det hæmmer livet!..
hvordan giver det sig til udtryk hos dig?
Jeg selv er i så slem en periode at jeg ikke tør gå langt væk fra huset. Jeg har en del tvangstanke og handlinger for at undgå at kaste op.
Nu ved jeg ikke hvor gammel du er.. Men jeg har haft det siden jeg var helt lille. det er så blevet værre med alderen desværre. Men jeg har altid troet at jeg var ene og alene om denne irriterende og frustrerende fobi, som ikke særlig mange kan forstå. Jeg spiser medicin, og prøver desperat at finde en dansk læge psykiater eller nogen lignende der bare ved en lille smule om emetofobi. Som desværre ikke er særlig enerkendt herhjemme i danmark endnu. har tænkt mig at ringe til nogle svenske psykiatere for at høre hvad de kan fortælle mig om sygdommen, og muligvis hvilken behandling der kan virke.
Skriv endelig til mig! hvis du har msn eller andet, kan du få min mail.
Jeg vil bare sige at du er ikke alene!
knus fra mille.
Christel skrev:Jeg lide af emetofobi.. eller forklaret på dansk angst for kvalme og opkastning... er jeg helt alene om dette? jeg er så træt af denne angst den hæmmer hele mit liv og jeg har snart ikke mer oveskud tilbage til noget som helst... :(

Mille87
Indlæg: 7
Tilmeldt: 27 aug 2008 11:57

Indlæg af Mille87 » 27 aug 2008 13:13

Du ved om du har emetofobi ved at mærke efter. Hvorfor starter dine angstanfald? er det inden du får kvalme, eller kommer kvalmen sammen med anfaldet, og hvad tænker du omkring det at kaste op?
hallie skrev:Men hvordan ved man, om man har emetofobi eller panikangst ?

For jeg er lidt i samme grøft mht at kaste op - jeg har dog altid fået at vide, at mine angstanfald er panikangst og ikke en fobi ?!

Luna27
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 sep 2008 10:44
Geografisk sted: Sjælland

Mit livs værste emne

Indlæg af Luna27 » 30 sep 2008 11:00

Hejsa
Jeg syntes det er skønt at vide at jeg ikke er den eneste i verdenen der lider sådan under agsten for kvalme og opkast. Men selvfølgelig SÅ trist at jeres liv også i den grad bliver ødelagt af denne destruktive form for angst :(
Jeg har haft det sådan siden jeg var 9-10 år og det er kun blevet værre med årene, sikkert i takt med at forventningerne stiger, både til en selv men også fra omverdenen.
Angsten er en del af mig, jeg aner simpelthen ikke hvordan det er, ikke at have det sådan mere....det er rigtig trist for frygter jeg altid skal gå rundt med gode og dårlige perioder, og ikke være i stand til at nyde livet!
Der er så meget jeg ikke har prøvet, turdet, gjort pga den angst.
Og som mange af jer, er jeg også panisk bange for at være sammen med fulde mennesker, eller syge mennesker. Jeg kan ikke holde ud af se eller høre nogle kaste op i TV, heller ikke selvom det bare er en film.
Jeg kan blive så dårlig, bare af nogle fortæller om nogle der var dårlige...altså, så er det at friheden er stærkt forringet :evil:
Jeg vil meget gerne i kontakt med andre som har det som jeg, da jeg virkelig føler mig Palle alene i verdenen om det. Min familie og venner kender til min angst, men ved ikke at det i virkeligheden er kvalme og opkast der er det værste jeg ved. Jeg har gået hjemme i lange perioder af mit voksen liv, faktisk mere end jeg har arbejdet. Jeg føler jeg spilder mit liv, har dog formået at få en mand og 2 børn, men jeg er stadig i et dybt hul, kan ikke give mine børn den barndom jeg gerne ville pga angsten.
Jeg er så tæt på at tage imod medicin for angsten, men er bange for bivirkningerne...ja det er skruen uden ende :cry:

Kh Linda (som kunne skrive i timevis om dette)

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 30 sep 2008 18:32

Hej Linda

Din angst lyder PRÆCIS som min... Jeg kan heller ikke ret godt høre om syge mennesker - se folk kaste op på film - høre andre kaste op - være sammen med fulde mennesker osv...

... og jeg havde det på samme måde med piller - plus jeg har hele tiden tænkt, at det som mit hovede har skabt (angsten), må mit hovede også reparere igen... Og mit hovede har så også repareret 75%, vil jeg sige, vha 1½ års psykoterapi. Derudover har jeg nu nogle benzodiazepiner, som jeg ta'r når jeg får et rigtigt slemt angstanfald... Sådan et af dem, hvor jeg bare ligger i sengen og ryster, og er helt 100% sikker på, at nu skal jeg kaste op. Og pillerne virker - PLUS jeg har aldrig haft bivirkninger af dem i form af kvalme :D

Heldigvis har jeg det i dag sådan, at jeg godt kan tage mig af mine børn, hvis de bliver syge... Jeg ta'r en halv pille - og så går det sådan nogenlunde... Men jeg mærker en tydelig forøget angst de næste par dage, hvor jeg selv går rundt og er bange for at blive syg. Men jeg kan endelig være der for dem - også når de skal kaste op. Så min angst er blevet ubeskriveligt meget bedre, siden jeg har været i behandling :)

Mvh
hallie
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Luna27
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 sep 2008 10:44
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af Luna27 » 30 sep 2008 19:03

Hej Hallie

Tak for dit svar :D
Jeg har tidligere fået medicin og mindes at jeg godt kunne klare at høre diverse bræk-historie uden at få svedige hænder og ubehag, kunne også være i rum med een i familien som var syg, men husker også jeg holdte mig for ørene når han kastede op, følte mig ret åndsvag!!
Grunden til jeg stoppede med medicinen var at jeg ville være gravid, og ville være 100% sikker på at hvis barnet "fejlede" noget, ville jeg være helt sikker på det ikke var min medicin der var årsagen. Lægen sagde at jeg kunne skifte til et andet præperat som ikke skadede fosteret, men det var stadig en risiko for mig. Det gik nu fint med at stoppe, og havde også en fin graviditet da de første 12 uger var overstået uden den frygtede morgenkvalme, kunne jeg nemmere slappe af og nyde graviditeten.
Jeg havde dog set og hørt om mange der kastede op i forbindelse med fødslen, så igen kom angsten tæt på. Jeg var ikke bange for smerten, men bange for at blive dårlig undervejs. Det endte med at fylde så meget at jeg fik planlagt kejsersnit. Dér frygtede jeg så bivirkningerne for bedøvelsen men alt gik fint!

Min søn har heldigvis meget få gange været syg med opkast, og jeg har haft min kæreste til at klare det sammen med. Men angsten og faren "lurer" jo konstant, især på denne årstid og jeg bruger meget tid på at analysere risiko for evt smitte ift de folk der er syge.
Er også meget hygiejnisk, vasker altid hænder når jeg kommer hjem, det samme gør min kæreste og søn. Jeg kunne ikke have hans små hænder, før jeg VIDSTE de var vaskede og rene. Jeg frygter jo lidt at videreføre angsten til ham, men han virker nu ikke synderligt optaget af opkast osv. Og renlighed er jo en dyd :wink:

Hvor gammel er du? Du siger nemlig du har børn!!
Jeg syntes det er en enorm pinlig fobi at have, og de få jeg har fortalt det til siger da også "Jamen jeg syntes da heller ikke det er rart at kaste op, det syntes ingen"....men der er jo en forskel. De har ikke diverse flugtstrategier, risikoanalyser, fysisk ubehag osv bare pga frygten, som fylder hele deres liv ud!! Føler mig bare en anelse latterlig, så siger bare jeg har panikangst, hvilket jo også er rigtigt. Har også socialfobi, er ikke god til at spise på restaurant, også fordi når jeg føler mig meget mæt, så bliver jeg dårlig (ikke hjemme, men ude).

Mest mærkeligt er nok, at jeg kan have dage eller bare timer indimellem hvor jeg absolut intet mærker, hvor jeg kan være i et stopfyldt indkøbscenter, til koncert, til fødselsdag osv, men måske dagen efter kan jeg ikke gå i NETTO pga stærk kvalme. Det er så uforudsigelig, at jeg har svært ved at planlægge, for hellere sige nej til en aftale, end at skulle aflyse pga angsten. Så keg er ret isoleret. Også nu, hvor jeg har haft barsel i 10 mdr, men aldrig taget på shoppetur eller lign. Tør ikke, en veninde siger at hun da gerne vil med så jeg ikke er alene, men det er desværre ikke problemet, for det er jo MIG der er problemet :(

Nå, det blev en længere smøre.....men det fylder også alt indeni!!

Kh Linda

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 30 sep 2008 19:32

Hej Linda

Jeg er 34 - og har en søn på 9 og en datter på 6. Jeg har haft det præcis på samme måde mht at gå ud... For 13 år siden havde jeg et halvt år, hvor jeg overhovedet ikke forlod min lejlighed, simpelthen fordi jeg var bange for at komme til at kaste op, når jeg kom ud - og ikke kunne være for mig selv.

Du skal for øvrigt ikke føle dig åndssvag, når du holder dig for ørerne, hvis folk kaster op... For så kalder du også mig åndssvag - jeg gør nemlig det samme (bortset fra når det er mine børn) ;)

Lige præcis den med "jamen jeg synes da heller ikke det er rart" - har jeg også hørt og FORBANDET VÆK utallige gange... Men det er som om, at folk holder op med at sige det, når de har set mig slå hovedet hårdt ind i væggen i et desperat forsøg på at få angsttankerne ud af mit hovede (det er heldigvis kun sket et par gange - men jeg plejer faktisk at bruge det som eksempel, når jeg får ovenstående hjernedøde kommentar på min angst ;))

Så ja - ligesom dig siger jeg som regel også "bare", at jeg har panikangst :)

Jeg kan huske, at jeg for de berygtede 13 år siden bare tænkte på, at jeg ville ønske, at jeg kunne spise en ristet hot dog med det hele - i det afskyelige halve år, hvor det var allerværst, kunne jeg nemlig heller intet spise overhovedet... Jeg var simpelthen bange for, at det kom op igen - og jeg tabte 25 kg på et halvt år, og folk troede, at jeg havde anorexi... "Heldigvis" havde jeg lidt at tære af, så det blev aldrig sundhedsskadeligt, men der blev helt sikkert lagt mærke til det.

I dag spiser jeg helt normalt - kan tage til langt de fleste ting (selvom koncerter og store fester godt kan give lidt problemer af og til)... og jeg kan nogenlunde forholde mig til sygdom... Jeg har vel et større panikanfald i gennemsnit 1-2 gange om måneden... Og jeg kan have flere dage og uger fuldstændigt uden angsttanker. Så jeg er kommet meget langt, siden det frygtelige halve år, som var allerværst. Men det har krævet blod, sved og en masse tårer... og endnu flere penge... men for pokker hvor har det bare været alle pengene værd at være nået hertil, hvor jeg nu kan leve et liv, der ikke er styret af min angst :)

Mvh
hallie
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Luna27
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 sep 2008 10:44
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af Luna27 » 30 sep 2008 21:10

Hej igen :D


Tak fordi du tager dig tid til at svare, det er så rart at der er en anden som deler nøjagtig samme tanker som jeg, især i denne verden fuld af uvidende om lige netop denne lidelse!
Min store søn er 6 år, og den mindste 9½ mdr... og den lille skal starte i dagpleje i Nov/Dec men har overvejet at passe ham selv indtil foråret udelukkende pga angsten for han skal slæbe alverdens maveinfektioner med hjem, som børn jo tit gør ved institutionsstart. :roll:

Din historie minder lidt om min, før jeg mødte min kæreste som jeg har nu har kendt i 11 år, boede jeg alene i en lejlighed. Fik det på et tidspunkt SÅ dårligt, at jeg ikke kunne være i lejligheden og måtte bo 1-2 mdr hos min mor. Dér lå jeg det meste af tiden i sengen, hvis jeg lå på en bestemt måde så havde jeg det nogenlunde, dvs jeg følte mig tryg i den stilling. Havde det forfærdeligt og spiste intet, ½ krydder på en uge husker jeg! Sult har det også med at forværre angsten, men jeg kunne intet stille op, den onde cirkel var igang :cry:
Jeg fik tvangstanker omkring tid, min clockradio skulle stå på "lige" tal inden jeg stod op, slukkede lyset osv. hvis ikke, så ville der ske noget slemt!
Engang slog jeg mit hovede ind i væggen for at opnå et blåt mærke som "følge af et fald" så jeg kunne slippe for en stor fest. En fest som jeg i virkeligheden gerne ville med til, men ikke turde. Jeg følte mig bare så langt ude da jeg sad dér og ømmede knolden....men anede ikke mine levende råd!

Jeg føler jeg er en intelligent kvinde, hvis gode egenskaber fuldstændigt går til spilde. Jeg har ingen uddannelse (dårlige erfaringer med klasseværelser) jeg holder sjældent et job længe (indtil jeg bliver dårlig) og jeg har intet jeg brænder for. Føler ikke jeg aner hvem jeg er, udover et menneske der ikke formår at nyde.

Bliver både gal og ked af, at jeg måske aldrig bliver "fri". Har forsøgt alverdens slags behandlinger, terapier osv, nogle med ingen effekt, nogle med lidt. Men måske vil det ændre sig nu jeg kender diagnosen på min tilstand, det håber jeg.... :roll:

Kh Linda

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 30 sep 2008 22:01

Hej igen, Linda :)

Du lyder rigtigt meget som mig på mange punkter... Dog har jeg fået gennemført en uddannelse - nok simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være.. jeg elsker simpelthen at lære noget nyt :)

Jeg føler så ikke bare, at jeg er en intelligent kvinde - jeg ved at jeg er det... men hvad kan man bruge det til, når man er så fyldt med selvhad, som jeg er ;)

Jeg har også svært ved at holde et job i længere tid - mit nuværende er det længste, jeg har været i - og her har jeg været i 3 år... Og det 100% kun pga mine kolleger, som er fantastiske mennesker :D

Jeg har - udover min angst - et temmeligt dårligt selvværd omkring nogle ting (mere end noget andet min krop) og histrioniske personlighedstendenser (hvilket betyder, at jeg ikke har nogen værdi i mig selv - jeg får al min værdi i kraft af reaktioner fra andre - kærlighed, beundring osv Men prøv at google det, for måske har du noget af det samme ?! :))

Jeg har prøvet noget kognitiv terapi - det er også okay... Men det er røv-hårdt arbejde - man skal hele tiden identificere ens tanker, følelser og reaktioner og se om man kan ændre på dem, fordi man bliver opmærksom på dem... Psykoterapi, som går mere på at snakke om tidligere oplevelser, er også møghårdt arbejde... og der skal godt nok grædes mange tårer igennem sådan et forløb.

Noget af det, der har vendt allermest for mig, var at købe og læse bogen "Helbred dit liv" af Louise L. Hay - hvem ved - måske kan den gøre noget godt for dig også :)

Jeg har for øvrigt lige været hos en børnepsykolog med min store dreng, fordi jeg var enormt bange for, at han havde arvet tendenser til min panikangst... Men heldigvis var hun fuldstændigt ubekymret - især fordi folk, der ender med at udvikle panikangst ofte har en masse fobier, mens de vokser op - og min søn har heldigvis næsten ingen ... så det er noget af det, man kan holde øje med i sine børn, hvis man er bekymret for at give angsten videre :)

Mvh
hallie
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Luna27
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 sep 2008 10:44
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af Luna27 » 01 okt 2008 07:38

Hov, det lyder da ret meget som noget jeg genkender, dét med histioniske tendenser. Det skal jeg bestemt kigge på!! Jeg har ingen stor skare af venner, men mange bekendte som sagtens kunne være venner, men som jeg jo nok holder lidt fra livet så jeg ikke behøver udstille mine svagheder så meget :lol:
Ja jeg ved jo egentligt også jeg ER intelligent, men er bare fanget i mig selv så jeg ikke kan udnytte det rigtigt. :x

Ved dine kolleger om det virkelige problem for dig?
Jeg har også rigtigt dårligt selvværd, trods det at jeg ved at jeg er noget værd....mystisk.
Har også været til kognitiv terapi flere gange, men kunne ikke rigtig finde ud af hvad alt den roden rundt i tanker og følelser kunne finde svar på det jeg kæmpede med nu og her....måske kunne jeg bare ikke finde ud af det :roll:

Vil da lige kigge efter bogen, men kan da aldrig vide :D
Jeg læste den svenske side om emetofobi, og det var nærmest en AHA oplevelse, for stort set ALT hvad der stod passede på mig. Også de mulige årsager, jeg havde oplevet dem alle. Seksuelle overgreb (en plejefar), manglene støtte fra forældre (var i plejefamilie en stor del af barndommen), dyb afsavn af forælder (min mor) og flere andre ting.
Jeg har dog altid troet af den stærke kvalme og frygt for at kaste op, var en del af noget andet som følge af angst. Vidste ikke at der rent faktisk var en diagnose på den frygt alene. Men det er rart og jeg vil prøve at snakke med lægen om det, hun aner måske ikke noget om det!! :?


Kh Linda

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 01 okt 2008 08:01

Jeg har een kollega (hende som er tættest på på mange måder), som kender mit virkelige problem. De øvrige kolleger ved at jeg slås med noget angst og deraf følgende depressioner.

Jeg har så - i modsætning til dig - ikke haft så frygtelig en barndom... Jo - jeg har følt mig svigtet på nogle punkter, men andre ville helt sikkert ikke kalde det omsorgssvigt... Men derfor kan det jo godt fylde meget i mit liv og mit hovede ;)

For mig er det et spørgsmål om at lære at finde mig selv - bare i småbitte perioder... For mig foregår det f.eks. med en kop the i hånden foran et puslespil. Eller det foregår syngende i min stue... Eller noget som jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg synes er smadderdejligt at lave... I første omgang kun ting, der involverer mig selv - for jeg ved hvordan jeg har det med at blive træt af ting, jeg får engageret mig i, som kræver en længerevarende forpligtelse... Så jeg ta'r det i ganske små skridt ad gangen - og kommer langsomt tættere på det, der virkelig er mig ... og finder også ud af, at det meste af det faktisk slet ikke er så ringe ;)
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Besvar